• 13 unge og børn ned til 11 år tilbageholdt for røverier

    Source: BDK Borsnyt / 10 Apr 2025 03:31:02   America/Chicago

    Københavns Politi har torsdag morgen anholdt eller tilbageholdt 13 børn og unge helt ned til 11 år i forbindelse med en stribe røverier og overfald, oplyser politiet på det sociale medie X. Der er tale om en gruppe, som angiveligt har fået kontakt med hinanden via en lukket gruppe på det sociale medie Instagram. Til Ritzau oplyser politiet, at anholdelserne er sket på børnenes bopæl, mens enkelte er blevet anholdt på deres skole. Alle anholdelser er ifølge politiet foregået stille og roligt og uden dramatik. Siden marts har politiet modtaget anmeldelser 11 røverier og 4 overfald, som er begået af en gruppe på op imod 22 personer - fortrinsvis i Indre By i København. Til Ritzau oplyser politiet, at ofrene har været unge under 15 år, og at overfaldende blandt andet er foregået ved, at gruppen har slået ring rundt om offeret og med magt taget eksempelvis en jakke. I et enkelt tilfælde er offeret blevet sprøjtet med peberspray, mens andre igen er blevet slået og sparket. Den kriminelle lavalder i Danmark er 15 år, og de tilbageholdte, som er 14 år eller yngre, vil derfor ikke kunne retsforfølges, men er et anliggende for de sociale myndigheder. Københavns Politi oplyser til Ritzau, at ingen af de anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. På grund af den kriminelle lavalder er varetægtsfængsling som indgreb kun muligt over for børn over 15 år. Politiet har ikke ønsket at oplyse den specifikke aldersfordeling blandt de 11 anholdte og tilbageholdte. Netop begreberne "anholdt" og "tilbageholdt" hænger også sammen med den kriminelle lavalder. "Anholdt" bruges om en person over 15, mens "tilbageholdt" bruges om en personer under 15. Ifølge Københavns Politi kan der være foregået flere episoder, som politiet ikke har kendskab til. Politiet vil derfor gerne høre fra unge og forældre til unge, som har været ofre for røveri eller overfald, og som ikke har anmeldt det til politiet. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/13-unge-og-boern-ned-til-11-aar-tilbageholdt-for-roeverier
Share on,